»Man bliver klogere af at blive snydt«

De fleste af os kan have svært ved at afslå et godt tilbud. Særligt hvis det er varer, som ellers kan være dyre. Sådan havde Mikael det også, da et godt online-tilbud på et par sko pludselig dukkede op og lokkede.

Mikael Mustafa Ali faldt over et godt tilbud på et par sko fra Diesel på en hjemmeside. De var godt nok meget billige i forhold til, hvad de almindeligvis kostede, men han havde oplevet store rabatter på skoene før og valgte derfor at slå til.

Fragten skulle ifølge hjemmesiden tage 14 dage, og skoene ville komme fra Kina. I stedet tog det en hel måned, før pakken nåede frem.

Og da Mikael åbnede den, så han til sin store overraskelse, at den indeholdt to par solbriller i stedet for et par sko.

Udover at han modtog et helt andet produkt, end han havde bestilt, var solbrillerne heller ikke, hvad de gav sig ud fra. »Jeg har solbriller af samme mærke, og jeg kunne se med det samme, at der var noget galt. Indpakningen og kvaliteten var dårlig og lige dér vidste jeg, at de var falske,« fortæller Mikael.

Vidste ikke man kunne snakke med banken
Mikael tippede e-mærket om hjemmesiden. De vejledte ham samtidig om at kontakte sin bank for at se, om han de kunne hjælpe ham med at få pengene tilbage.

»Jeg lavede en indsigelse til min bank, men de fortalte mig, at det allerede var for sent. Jeg skulle have gjort det tidligere. Så der lærte jeg, at det er vigtigt at kontakte banken hurtigt, hvis man oplever at modtage kopivarer.«

Stavefejl og skæve priser kan være tegn på kopivarer
»Man bliver klogere af at blive snydt,« siger Mikael og fortæller, at han er blevet opmærksom på flere faresignaler, så han kan undgå at havne i samme situation en anden gang.

Hvis en webshop har mistænkeligt lave eller skæve priser, stavefejl, betalingsmetoder som ikke kan anvendes alligevel, eller der mangler kontaktoplysninger, mener Mikael, at der er god grund til at være skeptisk og undlade at købe noget på hjemmesiden.

Vi skal alle sammen hjælpe til
Hvis Mikael igen finder en hjemmeside, som sælger kopivarer, vil han anmelde den med det samme. Og det gjorde han for nylig. Udover at være imod de bagmænd, der sælger kopivarer, så bekymrer det ham også, at det ikke er ufarligt.

»Det kan være at de falske varer, eksempelvis produkter til børn, indeholder farlige kemikalier, så man kommer til skade.«

Derfor mener han, at hvis vi alle sammen siger fra, når vi støder på kopivarer, så kan vi sammen stoppe pengestrømme til sælgerne af de ulovlige og farlige kopivarer.

 


Du kan få vejledning om kopivarer hos Hotline om kopivarer, som drives af Patent- og Varemærkestyrelsen. Ring til 22605687 på hverdage mellem 9.30 og 11.30 eller skriv til enforce@dkpto.dk.


 

Se eller læs andre historier fra forbrugere

- der har haft oplevelser med kopivarer.


»Pludselig ser jeg dem stjålet"

Der er mange gode grunde til at undgå kopivarer
- Her kan du se Jacob Juul fra Bulbul fortælle, hvorfor han vælger ægte.


Billede af mand

»Det lugtede langt væk af,
at det simpelthen ikke var ægte«

Der er mange gode grunde til at undgå kopivarer
- Se hvorfor Lars vælger ægte.