Det er let at blive snydt, fordi du ikke har mulighed for at undersøge varen på samme måde som ved køb i en fysisk butik. Heldigvis er der andre måder at undgå kopivarer på nettet.
Husk at kopivarer også sælges på sociale medier.
Tjekliste til nethandel
Her er tips til, hvordan du undgår kopivarer på nettet.
- Er prisen for varen mistænkelig lav?
- Hvad er andres erfaringer med hjemmesiden? Kig på diverse anmeldelsesordninger på internettet.
- Er webshoppens kontaktoplysninger mangelfulde eller mistænkelige? Tjek også "Om os"-siden.
- Er der sprogfejl på websitet og underlige, skæve priser?
- Er webadressen mærkelig?
- Er betalingsmulighederne mistænkelige? Betal altid med kort, så du kan benytte indsigelsesordningen! Kontakt din bank.
...og husk: Hvis det lyder for godt til at være sandt, så er det det nok også!
Er prisen usædvanlig?
Spørg dig selv om der er en realistisk prisforskel mellem produktet, du ønsker at købe, og prisen på produktet, som sælges hos originalforhandleren. Luksusmærker er sjældent på tilbud og slet ikke til dumping-priser. Hvis der reklameres med at varerne er stærkt nedsatte, bør du være på vagt.
Husk også at nogle sælgere af kopivarer lægger sig tæt op ad prisen på originalproduktet for at kamuflere, at produktet ikke er ægte.
Søg på internettet efter andres erfaringer
Har andre oplevet at modtage kopivarer fra netbutikken? Ofte finder du nyttig information om andres erfaringer med netbutikken via diverse anmeldelsesordninger på internettet.
"Om os"-siden og mangelfulde kontaktoplysninger
Seriøse netbutikker vil typisk gerne udfolde fortællingen om deres virksomhed på ”om os”-siden. Mangler den fortælling, tyder det på, at der er tale om en ”fupbutik”.
Har netbutikken tilgængelig kontaktinformation? Det skal være nemt at tage kontakt til dem, der driver netbutikken. Seriøse aktører oplyser gerne om firmanavn, adresse, virksomhedsnummer, telefonnummer og e-mail.
Netbutikker i Danmark og EU, har pligt til at give dig en række oplysninger om butikken, betalingsmuligheder, fortrydelsesret osv. Se hvilke oplysninger netbutikken skal give på forbrug.dk.
Selv om siden ser ud til at være europæisk, er det ikke sikkert, den er det.
Sprogfejl og skæve priser?
Mange fupbutikker er maskinoversat. Det giver tit et dårligt sprog med underlige sprogfejl - eller skæve priser som f.eks. DKK 361,87.
Se efter faresignaler
Virker det sandsynligt, at netbutikken fører de mærkevarer, som den gør? Er billederne gode? Er der mærkelige stavefejl og dårligt sprog på siden? Vær opmærksom på, at nogle netbutikker, eller sælgere på auktionssider, kan have billeder af ægte varer på siden, men sender dig en kopivare, når du har betalt.
Betal med kreditkort
Det er normalt mest sikkert at betale med et internationalt betalings- eller kreditkort, hvor du indtaster kortnummer og udløbsdato. Når du betaler på den metode, kan banken tilbageføre pengene, hvis varen f.eks. ikke dukker op. Læs mere om betaling når du handler på internettet.
Har du allerede modtaget varen, og mistænker du at det er en kopivare? Læs mere her.
Kig efter e-mærket
E-mærket er en dansk mærkningsordning for sikker nethandel. Certificeringen er ikke et udtryk for en godkendelse af de varer, som den erhvervsdrivende udbyder, men en sikring af at webshoppen lever op til e-mærkets forbrugerbeskyttende krav.
E-mærkede butikker kontrolleres løbende, og opstår der problemer, hjælper e-mærkets jurister gratis. E-mærket er en frivillig certificeringsordning, så ikke alle danske webshops er certificerede. E-mærket er stiftet af bl.a. Forbrugerrådet Tænk og Dansk Erhverv.
Vær opmærksom på, at sælgere af kopivarer også kan finde på at kopiere logoet med e-mærket. Heldigvis er det muligt at dobbelttjekke, om den pågældende webshop rent faktisk er certificeret af e-mærket ved at slå den danske webshop op på e-mærkets hjemmeside.
Sikker Shopping
SIKKER SHOPPING er et nyt gratis digitalt værktøj til at styre uden om svindelsider. Med programmet vil man i sine søgeresultater få vist et rødt advarselsikon ud fra de webshops, som e-mærket mistænker for at være falske.
Programmet er lanceret af e-mærket, med støtte fra TrygFonden. Du kan hente det gratis i Chrome Webshop til din browser på computeren.
Læs mere om SIKKER SHOPPING her.
Se også
6 gode grunde til at købe ægte varer
Tjeklisten til at spotte kopivarer i fysiske butikker
Vil du vide mere
E-mærket har med støtte fra Det Kriminalpræventive Råd skabt en animationfilm hvor de giver tre gode råd om, hvordan du spotter fupbutikker på nettet.
Du kan finde flere råd til nethandel i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens guide til sikker handel på nettet og i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens guide om kopivarer.
De skatte- og afgiftsmæssige regler for internethandel er behandlet i Toldstyrelsens vejledning om internethandel og punktafgifter og Toldstyrelsens vejledning om internethandel uden for EU
Reyhan fik en allergisk reaktion pga. en forfalsket læbestift.
Se hendes historie – og hør hvad hun gør, for ikke at blive snydt igen.
Der er flere gode grunde til at undgå kopivarer - læs om dem her.