Gode råd til at undgå kopivarer

Tjekliste til butikker

Lær at spotte en kopivare

printUdskriv

Producenter af kopivarer bliver stadig mere professionelle, så det kan være svært at genkende en kopivare.

Engang var det luksusvarer som tasker, ure og solbriller, der blev ulovligt kopieret. I dag forfalskes alle typer af produkter - også kosmetik, legetøj, madvarer, lægemidler, elektronik, reservedele til biler osv.

Tjekliste til shopping-turen

Her er nogle tips til, hvad du kan se efter: 

  1. Er prisen mistænkelig lav?
  2. Er kvaliteten dårlig, fx ujævne sømme i tekstiler og læder?
  3. Lugter varen af lim, plastic eller kemikalier? 
  4. Er emballage, tekst og billeder af dårlig kvalitet? 
  5. Er salgsstedet usædvanligt ift. varens image?

...og husk: Hvis det lyder for godt til at være sandt, så er det det nok også!

Er prisen usædvanlig?

Spørg dig selv om der er en realistisk prisforskel mellem produktet, du ønsker at købe, og prisen på produktet, som sælges hos originalforhandleren. Luksusmærker er sjældent på tilbud og slet ikke til dumping-priser. Hvis der reklameres med at varerne er stærkt nedsatte, bør du derfor være på vagt.

Husk også at nogle sælgere af kopivarer lægger sig tæt op ad prisen på originalproduktet for at kamuflere, at produktet ikke er ægte.

Lugt til produktet

Læder skal lugte som læder - ikke som dårlig lim, plastik eller kemikalier. Kopieret kosmetik og parfume kan have en overdreven lugt.

Mærkning og produkt information

Er produktinformation, emballage eller etiketter fyldt med fejl? Det tyder på, at produktet er en kopi. Producenter af originalprodukter bruger professionelle oversættere.

Tjek originalproducentens hjemmeside

Mange mærkevareproducenter oplyser selv, hvem der forhandler deres originalprodukter. Står butikken på listen over autoriserede forhandlere?

Se tjeklisten til at spotte kopivarer i netbutikker.

6 gode grunde til at købe ægte varer.

 

Var Informationen nyttig?


Tjekliste til nethandel

Få tips til at undgå kopivarer i netbutikker

printUdskriv

Det er let at blive snydt, fordi du ikke har mulighed for at undersøge varen på samme måde som ved køb i en fysisk butik. Heldigvis er der andre måder at undgå kopivarer på nettet.

Husk at kopivarer også sælges på sociale medier. 

Tjekliste til nethandel

Her er tips til, hvordan du undgår kopivarer på nettet. 

  • Er der sprogfejl og skæve priser?
  • Er prisen mistænkelig lav?
  • Er webshoppens kontaktoplysninger mangelfulde eller falske? Tjek også "Om os"-siden.
  • Er webadressen mærkelig? 
  • Er betalingsmulighederne mistænkelige?
  • Betal altid med kort, så du kan benytte indsigelsesordningen! Kontakt din bank.

...og husk: Hvis det lyder for godt til at være sandt, så er det det nok også!

Sprogfejl og skæve priser?

Mange fupbutikker er maskinoversat. Det giver tit et dårligt sprog med underlige sprogfejl - eller skæve priser som f.eks. DKK 361,87. 

Er prisen usædvanlig?

Spørg dig selv om der er en realistisk prisforskel mellem produktet, du ønsker at købe, og prisen på produktet, som sælges hos originalforhandleren. Luksusmærker er sjældent på tilbud og slet ikke til dumping-priser. Hvis der reklameres med at varerne er stærkt nedsatte, bør du være på vagt.

Husk også at nogle sælgere af kopivarer lægger sig tæt op ad prisen på originalproduktet for at kamuflere, at produktet ikke er ægte.

"Om os"-siden og mangelfulde kontaktoplysninger 

Seriøse netbutikker vil typisk gerne udfolde fortællingen om deres virksomhed på ”om os”-siden. Mangler den fortælling, tyder det på, at der er tale om en ”fupbutik”.

Har netbutikken tilgængelig kontaktinformation? Det skal være nemt at tage kontakt til dem, der driver netbutikken. Seriøse aktører oplyser gerne om firmanavn, adresse, virksomhedsnummer, telefonnummer og e-mail. 

Netbutikker i Danmark og EU, har pligt til at give dig en række oplysninger om butikken, betalingsmuligheder, fortrydelsesret osv. Se hvilke oplysninger netbutikken skal give på forbrug.dk.

Selv om siden ser ud til at være europæisk, er det ikke sikkert, den er det.

Søg på internettet efter andres erfaringer

Har andre oplevet at modtage kopivarer fra netbutikken? Ofte finder du nyttig information om andres erfaringer med netbutikken via diverse anmeldelsesordninger på internettet.

Se efter faresignaler

Virker det sandsynligt, at netbutikken fører de mærkevarer, som den gør? Er billederne gode? Er der mærkelige stavefejl og dårligt sprog på siden? Vær opmærksom på, at nogle netbutikker, eller sælgere på auktionssider, kan have billeder af ægte varer på siden, men sender dig en kopivare, når du har betalt.

Betal med kreditkort

Det er normalt mest sikkert at betale med et internationalt betalings- eller kreditkort, hvor du indtaster kortnummer og udløbsdato. Når du betaler på den metode, kan banken tilbageføre pengene, hvis varen f.eks. ikke dukker op. Læs mere om betaling når du handler på internettet.

Har du allerede modtaget varen, og mistænker du at det er en kopivare? Læs mere her.

Kig efter e-mærket

E-mærket er en dansk mærkningsordning for sikker nethandel. Certificeringen er ikke et udtryk for en godkendelse af de varer, som den erhvervsdrivende udbyder, men en sikring af at webshoppen lever op til e-mærkets forbrugerbeskyttende krav.

E-mærkede butikker kontrolleres løbende, og opstår der problemer, hjælper e-mærkets jurister gratis. E-mærket er en frivillig certificeringsordning, så ikke alle danske webshops er certificerede. E-mærket er stiftet af bl.a. Forbrugerrådet Tænk og Dansk Erhverv.

Vær opmærksom på, at sælgere af kopivarer også kan finde på at kopiere logoet med e-mærket. Heldigvis er det muligt at dobbelttjekke, om den pågældende webshop rent faktisk er certificeret af e-mærket ved at slå den danske webshop op på e-mærkets hjemmeside.

Sikker Shopping

SIKKER SHOPPING er et nyt gratis digitalt værktøj til at styre uden om svindelsider. Med programmet vil man i sine søgeresultater få vist et rødt advarselsikon ud fra de webshops, som e-mærket mistænker for at være falske.

Programmet er lanceret af e-mærket, med støtte fra TrygFonden. Du kan hente det gratis i Chrome Webshop til din browser på computeren.

Læs mere om SIKKER SHOPPING her. 

Se også

6 gode grunde til at købe ægte varer

Tjeklisten til at spotte kopivarer i fysiske butikker

Vil du vide mere

E-mærket har med støtte fra Det Kriminalpræventive Råd skabt en animationfilm hvor de giver tre gode råd om, hvordan du spotter fupbutikker på nettet.

Du kan finde flere råd til nethandel i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens guide til sikker handel på nettet og i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens guide om kopivarer.

De skatte- og afgiftsmæssige regler for internethandel er behandlet i Toldstyrelsens vejledning om internethandel og særlige afgifter og Toldstyrelsens vejledning om internethandel uden for EU

 



Reyhan fik en allergisk reaktion pga. en forfalsket læbestift.

Se hendes historie – og hør hvad hun gør, for ikke at blive snydt igen.

Der er flere gode grunde til at undgå kopivarer - læs om dem her.


 

Var Informationen nyttig?


Ofte kopierede varer

Engang var det mest luksusvarer, som tasker, ure og solbriller, der blev ulovligt kopieret. I dag forfalskes alle typer af produkter – også kosmetik, legetøj, madvarer, medicin, elektronik, reservedele til biler osv.

printUdskriv

Her kan du læse mere om et udvalg af produkter, som ofte bliver kopieret.

 

 


»Det lugtede langt væk af, 
at det simpelthen ikke var ægte«

Der er mange gode grunde til at undgå kopivarer
- Se hvorfor Lars vælger ægte.


 

Var Informationen nyttig?


Farlige produkter

Kopister overholder typisk ikke de sundheds- og sikkerhedsmæssige forskrifter, som originalproducenterne overholder.

printUdskriv
Kopivarer kan udgøre en helbredsrisiko

Her er et par eksempler:

Udover skadelige stoffer kan kopilegetøj også indeholde små dele, som dit barn kan få galt i halsen

Forfalskede elektronikprodukter kan også være farlige. Kopi-batterier kan fx eksplodere, og kopi-opladere kan bryde i brand. 

Forfalsket medicin kan udgøre en alvorlig helbredsrisiko. Du kan ikke være sikker på, hvad ulovlig medicin indeholder, og hvordan den virker. Du risikerer derfor, at den ulovlige medicin ingen virkning har, at den giver dig alvorlige bivirkninger, eller at den i værste fald er livsfarlig for dig. Der er også fundet forfalsket medicin, som indeholdt rottegift og maling. 

For en række produktgrupper består risikoen i, at kopivarer kan indeholde stoffer, som ikke er godkendte. Det kan være tøj eller legetøj, som indeholder ulovlige farvestoffer. Det kan også være hygiejneartikler med ulovlige kemiske indholdsstoffer. Fysisk kontakt med produkterne kan i nogle tilfælde føre til allergiske reaktioner.

Læs om ofte kopierede produkter her.

Se de 6 gode grunde til at købe ægte varer.

CE-mærket…

Et CE-mærke på et produkt betyder, at produktet lever op til fælleseuropæiske mindstekrav til sundhed og sikkerhed. Mange produkttyper må ikke markedsføres, sælges og tages i brug inden for EU/EØS, medmindre de er CE-mærkede. Ordningen omfatter bl.a. legetøj, byggevarer, maskiner og produkter inden for det elektriske og medicinske område. Det er Ikke alt i EU, der skal CE-mærkes. Ordningen omfatter bl.a. ikke madvarer, kosmetik eller tøj.

… bruges også på kopivarer

Der findes eksempler på, at også CE-mærket er blevet misbrugt. Det vil sige, at kopierede produkter kan være påført mærket i et forsøg på at overbevise køberen om, at produktet er ægte. Det betyder, at CE-mærket på kopivarer ikke udgør den nødvendige garanti for, at produktet overholder de fælleseuropæiske mindstekrav. F.eks. kan kopivarer inden for elektronik- og maskinområdet udgøre en sikkerhedsrisiko, da der kan forekomme produktbrud, eksplosioner, brand, elektriske stød mv.

På Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside kan du læse mere om CE-mærket. Der er også information om, hvordan du kan anmelde et farligt produkt.

 


»Det var ikke lugten af nye sko.
De lugtede kemisk, nærmest giftige«

Der er mange gode grunde til at undgå kopivarer
- Se hvorfor Camilla vælger ægte.


 

Var Informationen nyttig?